Hvilken iPhone skal jeg vælge?

IPhones er populære i Danmark – meget populære. Faktisk viser undersøgelser fra 2017, at næsten halvdelen af alle smartphones i Danmark er iPhones. Det er et imponerende højt antal iPhones i et land, hvor man ved, at cirka 80% af befolkningen ejer en smartphone.

Men hvad er det, iPhones kan, og hvilken en af de mange forskellige modeller skal man vælge, hvis man ønsker at købe en iPhone? Nedenstående artikel vil undersøge fordele og ulemper ved de enkelte modeller og forsøge at sammenligne de forskellige iPhones på markedet.

Alle modellerne fra Apple
Mens vi venter på de nye iPhone-modeller, der ifølge rygter bliver lanceret i løbet af september, sælger Apple på nuværende tidspunkt otte forskellige iPhones: iPhone 6s, iPhone 6s Plus, iPhone SE, iPhone 7, iPhone 7 Plus, iPhone 8, iPhone 8 Plus og iPhone X. Den ældste er iPhone 6s, mens den nyeste, der blev lanceret sidste år, har fået navnet iPhone X. Hvilken en af modellerne, du skal vælge, kommer helt an på dit behov.

Designmæssige forskelle
Har du brug for en stor skærm, bør du kigge nærmere på de nyeste varianter, da skærmstørrelsen generelt synes at blive større, jo nyere modellen er, hvis man ser bort fra SE-modellen. Måske har du hverken brug for en stor skærm eller mange af de funktioner, der følger med de helt nye iPhones, hvorfor du muligvis skal vælge en af de ældre, og derfor billigere, modeller.

Generelt gælder det for samtlige iPhones, at de har et flot og brugervenligt design og er produceret med lækre materialer, hvilket nok også er en af de største grunde til Apple-mobilernes popularitet. Men hvor meget forskel er der egentlig på de aktuelle iPhones i forhold til designet?

Først og fremmest skiller de tre ‘Plus’-varianter sig ud ved både at være tungere og større end de andre iPhones. Disse modeller er til dig, der ikke behøver at have plads til telefonen i lommen, og som i virkeligheden ønsker en lille tablet. Den tungeste iPhone er 8 Plus, der vejer lidt over 200 gram, mens den letteste og mindste model er iPhone SE. Sidstnævnte blev lanceret efter 6s Plus efter manges ønsker om en mindre og knap så tung iPhone.

SE er desuden den billigste iPhone af de aktuelle modeller. Ligesom det er tilfældet med SE-modellen, kan du også med 6- og 7-varianterne vælge mellem flere forskellige farver som eksempelvis rosaguld, guld og sølv. De to 8-modeller kan endvidere fås i rød i et special edition-design. Køber du denne, går et bidrag direkte til Den Globale Fond til bekæmpelsen af aids.

Ens på flere punkter
Kigger man på de funktioner, som de enkelte modeller indeholder, deler mange af mobilerne faktisk mange af de samme egenskaber. Eksempelvis har alle modellerne et 12 megapixel kamera, og alle med undtagelse af den nyeste iPhone X har touch ID. De fem nyeste mobiler har desuden et 7 megapixel HD-kamera, mens fem af de ældste modeller alle har 4K-video med 30 billeder i sekundet. De resterende tre mobiler har også 4K-video dog med 60 billeder i sekundet.

Sammenligner man de forskellige smartphones, skal man i virkeligheden kigge rigtig godt efter, før man finder de små forskelle fra model til model. For selvom der naturligvis er en større forskel på iPhone SE og iPhone X, betaler man også hele 6000 kroner mere for den nyeste model. Det svarer med andre ord til, at man betaler lidt under 1000 kroner mere for en mobil, der blot har nogle få ekstra egenskaber end den, der blev lanceret lige inden. Derfor er det en rigtig god ide at overveje, hvordan du skal bruge din iPhone, så du ikke kaster for mange penge efter funktioner, som du i bund og grund ikke får brug for.

Kameraet bliver bedre
En af de egenskaber, der synes at blive stadig bedre, er mobilens kamera. Den nyeste iPhone X har TrueDepth-kamera, der er en meget sofistikeret teknologi, som gør det muligt at bruge Face ID, hvilket er en meget sikker måde at låse din mobil op på, hvor kameraet og nogle sensorer genkender dit ansigt. Desuden har kameraet i denne version vidvinkelobjektiv og teleobjektiv, der helt enkelt forklaret sørger for, at du tager fantastiske billeder – også i dårlig belysning.

Det betyder dog ikke, at du nødvendigvis behøver dette kamera, hvis du, ligesom de fleste andre, blot tager billeder en gang imellem. Alle aktuelle iPhones har et enestående kamera, der tager flotte og klare billeder. Har du brug for at tage billeder i forbindelse med dit arbejde, eller ønsker du blot et mobilkamera, der trods alt har lidt mere at byde på end alle de andre, er iPhone X måske et godt bud.

Køb efter behov
Har du bestemt dig for at købe en af de mange iPhone-modeller, men kan du ikke beslutte dig for, hvilken en du skal have? Modellerne ligner i virkeligheden meget hinanden, og bruger du, ligesom de fleste andre danskere, mest mobilen til at tjekke mails, gå på nettet og selvfølgelig lave opkald fra, kan du spare mange penge ved at vælge en af de ældre iPhone-varianter.

De forskelle, der er mellem den nyeste og ældste version på markedet, vil kun meget få savne alligevel. En god ide kan være at besøge en fysisk forretning, der sælger iPhones, før du vælger. På den måde kan du få en meget bedre fornemmelse af, hvor stor den skal være, eller hvilken farve den skal have, og i mange butikker kan du ligeledes prøve styresystemet og de forskellige funktioner som eksempelvis kameraet.

Aktuelt: Læs om de næste iPhone her